Den gennemkørende trafik i kvartererne er et stigende problem. Der er lavet hastighedsdæmpende tiltag med 40 km/t zoner og opsat fartbump mm. Men sivetrafik fra de større veje og søgetrafik for p-pladser er med til at øge utrygheden i nærmiljøet.
Trafikken er steget i Rødovre
Gennem de sidste 25 år er trafikken i Rødovre steget mere end 50%. I disse år gennemgår Rødovre en kraftig udbygning med Rødovre Port, IrmaByen, Bykernen og i Islev. Derfor kan vi forvente en øget trafik i fremtiden. Der skal gøres op med unødig gennemkørende trafik i kvartererne og vi skal ikke acceptere sivetrafik pga. overbelastning af Motorring 3.
Vær tryg i trafikken
Det er vigtigt, at det er trygt og sikkert at færdes i trafikken – ikke mindst for de mindste til og fra skole. Det skal opleves trygt at færdes i sit lokale kvarter, hvor vi ikke skal opleve en adfærd med store hastigheder. Vi skal adskille de hårde trafikanter fra de bløde, som også er os der bruger cyklen.
Nej til fremmed parkering i kvarterne
Jeg har hele vejen igennem påtalt, at det ikke nytter noget at kommunen arbejder for at nedlægge eller nedsætte antallet af parkeringspladser ved stationer og nybyggeri. Ideen er tilsyneladende, at hvis man begrænser muligheden for parkering købes færre biler. Det er der ikke noget der tyder på, og gæster har også brug for parkering. Derfor oplever en del kvarterer en stigende søgetrafik for pladser og en række uhensigtsmæssige parkeringer, som på vendepladser. Det er alt sammen med til at øge utrygheden og optager de p-pladser, som er tiltænkt de lokale beboere.
Det kæmper jeg for
Rødovre har i de sidste par år oprettet 40 km/t zoner på de offentlige indre veje. Jeg har oplevet, at det er en styrke, når det sker med størst mulig borgerinddragelse. Det er trods alt lokale der ved hvor skoen trykker. Derfor skal der løbende laves trafikmålinger og tages kontakt med beboer- og grundejerforeninger for at følge op. Ingen klagesag må være for lille til at blive taget seriøs. Der kan også foretages lokale hastighedskontroller og veje kan blive lukket af eller ensrettet.
Vi bruger cookies på konservative.dk. Nogle sikrer at sitet virker, mens andre samler data ind til forbedring af din brugeroplevelse og markedsføring.
Du kan altid slette cookies fra konservative.dk igen. Læs mereLuk og accepter